ISABELLE SØNDERGAARD

Min baggrund

Jeg er oprindeligt uddannet Cand.ling.merc. i interkulturel kommunikation, spansk og marketing med speciale i kulturchok fra CBS i 2010. Mit speciale og mine egne erfaringer med kulturchok førte mig til at starte min første virksomhed CultureFusion, hvor jeg har undervist og coachet universiter og virksomheder i kulturchok og kulturelle forskelle. 

 

Da en af mine største interesser er sindet valgte jeg at lægge om i 2013 og videreuddanne mig til MasterCoach og fik blod på tanden. I 2014 uddannede jeg mig til Mindfulness Instruktør, Positiv Psykologi Vejleder og NLP Practitioner med EFT. 

 

I Maj 2014 besluttede jeg at pakke rygsækken og tog alene på en pilgrimstur på camino'en i Nordspanien. Jeg vandrede 343 km. på den oprindelige rute Camino Primitivo som starter i Oviedo og slutter i Santiago de Compostela. Det var en oplevelse for livet, som jeg ønsker for alle at opleve mindst en gang i livet. 

 

Denne fantastiske oplevelse førte til at jeg i november 2014 tog på Ashram i Indien for at blive uddannet certificeret yogalærer. Da jeg var færdiguddannet, blev jeg inviteret til at blive på ashrammet og være med til at uddanne kommende yogalærere i yoga og mindfulness.

Jeg har siden videreuddannet mig og lært at finde balancen imellem det at se indad og dyrke yogaens mange facetter samtidig med at jeg brænder for at være iværksætter og starte nye projekter op. I 2015 startede jeg op som selvstændig yogalærer med min virksomhed Life&Yoga, hvor jeg har samarbejdet med mange dygtige undervisere om yogahold, workshops og uddannelser. I 2017 åbnede jeg Zenliv Sundhedscenter et klinikfællesskab for alternative behandlere og undervisere. I 2018 startede jeg BROEN-Lyngby-Taarbæk, som hjælper udsatte børn og unge til en aktiv fritid. Denne side og mit online univers kom til under corona-tiden i 2020.

 

Personlig udvikling

Det, som jeg er allermest taknemmelig for, er alle de oplevelser, som jeg har haft i mit liv - på godt og ondt. Jeg sætter min personlige udvikling langt højere end nogen uddannelse eller tillært kompetence. Livet er med til at forme os, og vi kan lære så meget, hvis vi ønsker det. 

 

Jeg har personligt oplevet meget i mit liv allerede og har lært at værdsætte og lære af hver eneste oplevelse. God som "dårlig".

Jeg har oplevet både arbejdsrelateret og personlig stress, kulturchok i forbindelse med et udlandsophold og lettere depressioner blandt andet i forbindelse med arbejdsløshed igennem længere tid. Jeg har også oplevet mobning det meste af min barndom, tabet af en forælder i en tidlig alder, ensomhed det meste af mit liv og mangel på livslyst

 

Jeg mærker mennesker. Jeg har altid været særligt sensitiv overfor andre menneskers følelser, sindsstemninger og fysiske udfordringer, og det har det meste af mit liv været en kamp for mig ikke at tage det for nært og at forstå når noget følelsesmæssigt eller fysisk ikke er "mit". Jeg ser det nu som en gave, som jeg bruger i mit arbejde med mennesker. 

Jeg har lagt mit liv fuldstændig om flere gange og er vant til at arbejde med de mange følelser, udfordringer og læringen, som jeg ser som det vigtigste i livet.

Personligt har jeg gennemgået større forandringer i mit liv på meget kort tid. Jeg vågnede op en dag i 2012 og indså at jeg ikke var lykkelig og valgte derfor at ændre alle områder af mit liv. Jeg foretog store forandringer og det hele på én gang, forandringer som vil bringe alle ud af balance - og alligevel har jeg aldrig følt mig lykkeligere end da jeg næsten intet havde tilbage. Alt er foranderligt og det er vigtigt at følge med i det omfang som er rigtigt for os.

Noget af det vigtigste som jeg har lært og som jeg stadig arbejder med er at følge med livets bølgegange. At slippe det som ikke længere skal være, at se muligheder og nære håbet, når der er modgang og man har mest lyst til at opgive, at finde glæden og taknemmelighed i de små glæder og ikke mindst altid at sigte efter drømmene - uanset hvor store og overvældende de må synes. 

Min tilgang

Som coach og underviser ønsker jeg på ingen måde at påvirke dig med mine personlige erfaringer. Vi er alle forskellige og ingen udvikling er ens. Jeg har dyb respekt for mine klienters personlige udvikling, hvorfor det er vigtigt for mig, at jeg hverken dømmer eller fortolker det, som du måtte dele med mig. Mit udgangspunkt er, at vi alle er gode mennesker, som søger svar og løsninger. Svarene finder du i dig selv - og jeg kan hjælpe dig med at grave efter dem. Jeg hjælper dig med at få overblikket og søge dybere - men du må selv træffe valgene og vælge dem som føles rigtige for dig.

 

Mit liv har lært mig, at det er vigtigt at følge sit hjerte og forfølge sine drømme, selv når det virker umuligt og når man føler, at man satser alt. Så er gevinsten også så meget større når man kommer i mål. Men som jeg har lært på min camino er det ikke selve målet, der er den virkelige gave, men vejen mod målet. Livet er en rejse.

 

God rejse!

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Pinterest Icon