Er hun ikke smuk?
Hun står der rank og stærk i vind og vejr. Hun mærker årtidernes gang - år efter år efter år. En menneskealder synes måske kort i forhold. Mens hun står fast og stille observerer hun livets luner og foranderlighed. Livets virvar. Planter, dyr, mennesker, landskab og bygninger kommer og går og forandrer hendes omgivelser, udsyn og miljø. Hun behøver ikke opsøge forandringen, den kommer til hende. Hun behøver ikke søge vand, hun drikker regnens nektar. Hun behøver ikke søge næring, moder jord forsyner hende med sami/lys og kraft. Hun står der år efter år urokkelig og trofast, hjem for at andet liv kan blomstre og næres. Hun modtager og hun deler. Hun giver gavmildt og uden forbehold af sit lys og liv. Hun tager imod det som vi ikke længere kan bruge og bytter det for en livsenergi vi ikke kan være foruden. Den livsenergi som vi ikke kan undvære, den vigtigste kilde til energi for kroppen. En udveksling som vi nemt glemmer at være taknemmelige for men som hun i sin ro og med sit overskud holder i balance for os. Hun bevarer overblikket og balancen imens hun skuer ud over livets foranderlighed og travlhed. Hun er stærk og tålmodig. Hun er tilgivende og gavmild. Hun er livet i sin smukkeste, reneste form.
Tak!
